Herlev’s historie
Herlev er ikke nogen særlig gammel kommune, for først i 1909 blev Herlev udskilt fra Gladsaxe som en selvstændig kommune.
Landsbyen Herlev kan følges tilbage i historien til 1268, hvor Herlev første gang optræder i de bevarede kilder, er i et dokument, hvor Peder Esbernsen, der er blevet klosterbroder i Æbelholt, skænker ejendom i Herlev til Æbelholt Kloster. I Roskildebispens jordebog fra ca. 1370 nævnes såvel Herlev som landsbyen Tubberup, der lå, hvor siden landsbyen Hjortespring er vokset frem.
Hvornår landsbyerne Herlev og Tubberup opstod, er det ikke til at sige, kun at de er meget gamle. Til gengæld ved vi ret nøje, hvornår Tubberup forsvandt. Det skete i årene efter 1672. Dette år havde Christian V. skænket landsbyen til overjægermester von Hahn, som året efter desuden fik tilladelse til at oprette en adelig sædegård. I de følgende år inddrog von Hahn gradvist landsbyens og dens gårdes jorde under sit nye gods, der fik navnet “Hjortespring”. Resultatet blev, at den gamle landsby Tubberup næsten helt forsvandt.
Hjortespring Gods’ historie blev meget kort. Allerede i 1738 købte staten godset tilbage. Bygningerne blev revet ned, og jorden benyttet til hødyrkning og græsning for livgardens heste. I forbindelse med landboreformerne i 1700-tallets slutning, hvor bønderne i Herlev blev selvejere og fik deres jorder udskiftet, blev også Hjortesprings jorder udstykket i 11 nye gårde, der blev solgt ved en auktion i 1771. Det var begyndelsen til den nye landsby Hjortespring. På denne tid boede der i alt 354 mennesker i hele sognet, heraf de 269 i Herlev og de 85 i Hjortespring.
I 1800-tallet oplevede Herlev en jævn og stille vækst. Den korte vej til København betød, at bønderne og husmændene havde gode afsætnings- og handelsmuligheder i den støt og hurtigt voksende hovedstad. København trak dog også folk til Herlev. Fra 1860 og århundredet ud faldt indbyggertallet fra 820 til 693 i 1901. Med anlæggelsen af Herlev Station i 1879 blev det også lettere af komme til hovedstaden.
Fra århundredskiftet begyndte København imidlertid at vokse ud. Langs indfaldsvejene til byen opstod der nye bydannelser og boligområder. I første omgang forblev Herlev forholdsvis uberørt af udviklingen, men i nabosognet Gladsaxe gik det stærkt, ikke mindst i Søborg og Buddinge, hvor byggeriet tog et voldsomt opsving i årene efter århundredskiftet.
I Herlev fulgte man udviklingen med dyb skepsis. Man skulle ikke have noget af at blive en københavnsk forstadskommune. Herlev var et landsogn, og det skulle det blive ved med at være! I 1906 ansøgte en kreds af borgere derfor om at få udskilt Herlev fra Gladsaxe. Amtsrådet forlangte en afstemning om sagen, og i 1907 gik borgerne i Herlev til valg under mottoet: “Vi er, og vil vedblive at være en agrarisk by”. Resultatet af afstemningen blev, at samtlige vælgere stemte for adskillelsen med undtagelse af 6, der undlod at stemme, og den 1. april 1909 udskiltes Herlev fra Gladsaxe som en selvstændig kommune. Udviklingen lader imidlertid ikke standse af en folkeafstemning og bondebyen Herlev var allerede godt på vej til at blive stationsbyen Herlev.
Indbyggertallet steg fra 986 i 1901 til 2.384 i 1930. Der blev bygget ny skole, der kom vandværk og biograf. Stadig flere håndværkere, gartnere og små industrivirksomheder etablerede sig i kommunen, og i løbet af 1920’erne og 1930’erne blev også nogle af de gamle gårde udstykket og bebygget. Det var dog stadig en landlig idyl, der mødte den besøgende inden 2. verdenskrig.
Efter krigen og især åbningen af S-togsdriften i 1949 tog udviklingen fart. Bolignøden var stor i disse år og folk måtte søge stadig længere bort fra København for at finde et sted at bo. Der kom gang i boligbyggeriet igen og det kunne hurtigt mærkes på kommunens indbyggertal. Ved krigens slutning i 1945 havde kommunen ca. 3.800 indbyggere, men blot 6 år senere, i 1951, fødtes Herlev-borger nr. 10.000, og i 1960 var tallet nået op på ca. 20.000. Mange flyttede ind i det nybyggede sociale boligbyggeri, andre købte grund og fik efterhånden selv bygget deres hus. Det var især unge, der i disse år flyttede til Herlev, der på et tidspunkt havde landets højeste fødselstal.
Herlev blev kendt som “barnevognenes by” …
